På Back to Nature træf på Ulvshale Strand Camping på Møn. Kristi Himmelfarts weekenden Onsdag d. 4. til søndag d. 9. maj 2005 Vi er medlem af campingklubben Back to nature og det var første gang vi skulle deltage på et af deres træf. Oprindelig var jeg med på de indledende møder ved dannelsen af klubben. De møder kom i stand efter en debat mellem nogle få ligesindede på Internettet om naturskønne pladser i Danmark og i udlandet. Desværre måtte jeg hurtigt trække mig fra arbejdet med at danne klubben, da mit job krævede at jeg skulle deltage i et større projekt. Heldigvis har de andre været dygtige og skabt en dejlig klub som må tiltale campister der sætter stor pris på campingpladser med en skøn natur frem for de store superpladser, der minder om en mindre storby. Læs mere om campingklubben Back to Nature her - måske er det også noget for dig og din familie.
Vi ankom til Ulvshale Strand Camping ved ca. 16-tiden om onsdagen, hvor vi blev taget godt imod af værtsparret. Vi fik hurtigt alle nødvendige oplysninger. Værtsparret er ret nye på pladsen da de først overtog den i august 2004, men de har allerede sat sit præg på pladsen og fået tjek mange ting. Vi kunne selv køre ned og finde en plads, da man ikke bruger nummererede pladser og det lykkedes at finde en solrig plads med godt læ for vestenvinden.
Den ikke særligt prangende, men velfungerende toiletbygning på pladsen Pladsen ligger lige ud til stranden, kun adskilt af et sanddige og ligger lige op til Ulvshale Skov. Der er mange sten i undergrunden da både campingpladsen og skoven ligger oppe på nogle revler dannet gennem meget lang tid af rulleflint. Rulleflinten kommer fra nedstyrtningerne på Møns Klint og flinten bliver så af havstrømme og bølger ført til Ulvshale. Undervejs bliver flinten slebet runde af sand med mere. Området er meget specielt og spændende. Pladsen har ikke prangende faciliteter, men alt er velfungerende og der er rent og pænt overalt. Dog er strømtavlerne nogle steder så gammeldags at hvis en campist overbelaster sikringen, så går strømmen også for flere andre. Men man kan fornemme at værtsparret gør meget for at campisterne skal føle sig tilpas. I løbet af onsdagen og torsdag formiddag ankom de andre klubmedlemmer til pladsen. Vi kørte selv lidt rundt i området og nød naturen som er meget spændende. Fredag var der arrangeret fælles tur til den lille hyggelige by Nyord, hvor vores webmaster Hans var guide. Vi besøgte et udsigtstårn, hvor der var god udsigt over fuglereservatet på Nyord. Vi var også ude at se Nyords kirkegård, som ligger et godt stykke uden for byen, da der simpelthen ikke er plads til den inde i byen. Derefter kørte vi så til Nyord by hvor man parkerer lige udenfor, da det ikke er tilladt for andre end beboerne at køre derind. Der er simpelthen ikke plads til alle de biler.
Idyl i Nyord Lige ved parkeringspladsen er der en interessant udstilling der i ord og billeder fortæller om Nyords historie.
Mere idyl ved Nyord Byen er meget idyllisk og ligger på et skrånende terræn lige ned til vandet. Den er fyldt med smukke gamle huse og gårde. Man føler at tiden er gået lidt i stå og det i sig selv er meget interessant. Vi havde besluttet at spise ude fredag aften og benyttede lejligheden til at få bestilt bord på den idylliske restaurant Lolles Gård midt i byen. Efter turen gik det hjem til pladsen og det blev aftalt at mødes til fælles spisning i et nært liggende naturcenter. Desværre havde vi jo bestemt os for at spise i byen. Kl. 18.30 var vi så igen på Lolles Gård, hvor vi fik stegte ål med kartofler og persillesovs. Det smagte himmelsk og til dessert valgte vi hjemmelavet rabarberkage med rasp og flødeskum - smagte også herligt. Selve restauranten er en oplevelse i sig selv og man føler næsten at man træder ind i deres dagligstue. Betjeningen er venlig og meget effektiv. Det spisested kan vi roligt anbefale til alle der vil have en oplevelse ud over det normale. Vi kørte igen hjem til pladsen og nød aftenen. Lørdag havde klubben arrangeret vandretur i Ulvshale Skov med naturvejleder Stig Nøhr fra Storstrøms Amt. Vi startede ved stranden, hvor han fortalte at sandklitterne var menneskeskabte og lavet som et dige. Så gik vi ind i skoven, hvor vi så mange dyr og hvor Stig Nøhr beredvilligt svarede på alle spørgsmål. En dejlig tur med masser af naturoplevelser.
Anemonerne blomstrede i fuldt flor i skovbunden
Bemærk "revlerne" i skovbunden som er dannet af rulleflint Lørdag aften var der igen fællesspisning i naturcenteret og Hans Duggen viste via en PC og en projektor nogle meget flotte billedserier fra nogle af hans mange og lange ferieture i Europa. Søndag cyklede vi en tur i skoven inden vi pakkede sammen og kørte hjemover. Vejret havde i den lange weekend været meget bedre end man havde lovet, så det blev også til lidt sol på kroppen. Alt i alt et dejligt Back to Nature-arrangement som bød på dejlige oplevelser og et godt samvær med ligestillede campister. En stor tak fra os til arrangørerne. Dejligt var det også at se at så mange jyske medlemmer var kommet til træffet.
|