Påske 2001 på Sølager Strand Camping ved Hundested. Den 11/4 til 16/4 - 2001 Vi var 3 vogne af sted og vi havde bestilt plads en lille uges tid i forvejen. På campingudstillingen i Bella Centeret havde vi været besøg på pladsens stand og det så lovende ud.
Vi ankom alle onsdag den 11/4, hvor vi fik anvist vore pladser. Desværre var det nogle ret dårlige og ujævne pladser - længst væk fra vandet i den nordlige ende og hjørnet af to veje. Dette gav desværre noget larm. Pladserne er heller ikke så store. Pladsen ligger ellers utroligt flot ned mod Roskilde Fjord og ovenstående billede fra campingpladsens hjemmeside gjorde at vi forventede en noget bedre placering end vi fik. Vi gik senere en tur på pladsen og fandt ud af at 85-90 % af pladserne er belagt med fastliggere. En stor del af disse har indrettet "kolonihaver" med flisebelagte terrasser m.m. Der er også en del gamle mosbegroede vogne og telte som jo ikke ligefrem pynter på en campingplads. De fleste af fastliggerne er placeret ned mod fjorden og det er så absolut de bedste pladser. Nomadepladserne ligger på arealet ud mod vejen. Fællesfaciliteterne er gennemgående rene og pænt vedligeholdt, men virker lidt utilstrækkelige i størrelse. Der er kun et bruserum hos henholdsvis damer og herrer, men utroligt nok måtte vi ikke stå i kø nogen af de gange vi badede. Der var også et antal familiebaderum, men de var ikke opvarmede og det fristede ikke i det kolde vejr. Ellers må vi generelt sige at pladsen ligger i et dejligt og kønt område, værtsparret er meget flinke og imødekommende. De efterfølgende dage kørte vi ture i området, hvor vi bl.a. så Knud Rasmussens Hus/Museum i Hundested.
Vi var også inde hos Frederiksværk Caravancenter, som er en stor og velassorteret campingforhandler i Frederiksværk. Jeg er yderst tilfreds med service, betjening og det store udvalg. Jeg skulle have et nyt beslag til mine campingspejle af mærket Special Mirror, hvor man netop kan købe løse reservedele til. Delen, som består af to stykker plastic med tre skruer i, kostede 248 kr. og hele sættet kostede 530 kr., så jeg købte hele sættet. Det består af to af de aktuelle beslag, 4 understykker, 2 mellemstykker, 2 spejlarme og 2 spejle, så jeg fik da mere for pengene på den måde og så har jeg da reservedele i et stykke tid. Jeg kan alligevel, trods prisen på reservedelene, anbefale Special Mirror spejlene. De monteres på bilens sidespejle og når man er fremme på campingpladsen tager man spejle og spejlarme af, mens beslagene bliver siddende på bilens spejle. Jeg købte også en rem med en sugekop. Jeg havde på vejen derop været ude for at den stærke sidevind og forbi kørende lastbiler, havde fået spejlet i førersiden til at slå ind. Remmen monteres på spejlarmen og sugekoppen på forskærmen og den forhindrer effektivt de lange spejlarme i at "slå ind". Sugekoppen er lavet af noget specielt blød gummi og den sidder virkeligt fast. Remmene hedder "Davit". Vi var også inde og se på Byåsgård Camping. Pladsen ligger også smukt ud til Roskilde Fjord, men virker mere enkel. Det ser ud til at den arealmæssigt er større end Sølager og her er der "nomadepladser" overalt, så man også kan få de gode pladser. Det er en plads vi nok senere vil besøge. Det er også en plads som er nærmere beskrevet på Back to Nature's hjemmeside. Vi havde, for første gang i over et år, slået vores fortelt op og det viste sig at være fornuftigt det kolde påskevejr. Det er nu skønt at spise påskefrokosten i nogenlunde temperatur i forteltet. Vi havde nogenlunde vejr i påsken og vi havde faktisk kun nedbør natten til Skærtorsdag. Resten af tiden skiftede det med sol og overskyet. Solen gjorde at der ind i mellem var meget varmt i forteltet. Vor bedømmelse af pladsen:
Lidt om Sølager Strand Camping: Pladsen ligger smukt ned til Roskilde Fjord, men "nomadecampister" får desværre kun nogle pladser som ligger længst væk fra fjorden. Vi synes også at der er for mange fastliggere. Specielt fordi at mange har indrettet "kolonihaver" med fliseterrasser, egen beplantning m.m. Fællesfaciliteterne virker også utilstrækkelige i forhold til pladsens størrelse. Overnatningsprisen per voksen er kr. 55.00 og strøm koster kr. 25.00. Det synes at være i overkanten, set i forhold til faciliteterne og hvad man får tildelt af standplads. Det hjælper dog at DCU-medlemmer får 15% rabat. Vi vil nok ikke besøge pladsen næste gang vi er i området.
|