Campingtur d. 25 jan. til d. 27. jan. 2001 til Krusaa Camping & Hytter. Det var først meningen at vi skulle have kørt til Camping Schwennau ved Glücksburg i Nordtyskland, men i sidste øjeblik bestemte vi os for Krusaa Camping & Hytter, da den lå mere centralt i forhold til "handleture" over grænsen. Vi ankom torsdag den 25. januar 2001 kl. ca. 13.00. Kontoret var lukket, men der var sat et skilt op, hvor der stod at man bare skulle komme sit campingpas i postkassen og så ellers finde sig en plads. Så skulle man komme kl. 17.00 og checke rigtigt ind.
Hurtig fandt vi en god plads, fik vognen stillet op, tilsluttet noget strøm og fyret op i ovnen. Efter et godt måltid kørte vi over grænsen ved Padborg og var inde at handle hos Duborg og Fleggård. Vi købte en del vine som vi om aftenen prøvesmagte, så vi vidste hvilke vi skulle købe om fredagen. På pladsen var der mange vinter - fastliggere og den moderniserede toiletbygning var dejligt opvarmet. Efter en rolig nat og morgenmad kørte vi igen til Fleggård og købte de vine og øl vi havde besluttet os for. ( Vi skal holde en stor fest i foråret ) Derefter kørte vi langs Flensborg Fjord igennem centrum til campingforhandleren Mallon, hvor vi gik lidt rundt og studerede alt det campingudstyr de har. Igen undrede vi os over at udstyr er så meget billigere i Tyskland. Vi skulle ikke have noget særligt, men vi købte dog 2 liter blå Thetford toiletvæske for under 100 danske kroner. Vi fik også et gratis udstyrskatalog med os. Så kørte vi ud til Glücksburg, hvor vi var nede at se på Campingpladsen Schwennau, hvor vi oprindeligt skulle have besøgt. Camping Schwennau er utroligt flot beliggende - i dejligt grønt område lige ud til fjorden og en å har sit udløb ved pladsen. De sanitære forhold så ud til at være i orden - uden at være prangende og på pladsen er der en lille restaurant. Det er ikke nogen stor plads og vejen derned er lidt kringlet, men den ligger som sagt naturskønt og omgivelserne er meget fredelige. Det er faktisk en plads som passer godt ind i begrebet Back to nature. (se link til Back to nature på forsiden) Overnatningsprisen er ca. 100 danske kroner for 2 voksne og med strøm.
Næste dag checkede vi ud og kørte i skønt solskinsvejr hjemad igen. Pris for 2 overnatninger for 2 voksne og med strøm = 244 kr. Lidt om Krusaa Camping og Hytter: Den 3 stjernede plads ligger tæt ved det store kryds i Krusaa og man kan godt høre trafikken inde på pladsen - dog ikke så det er et problem. Pladsen er opdelt i sektioner, som ligger mellem træer. Der er svimmingpool og dejlig legeplads på området. Toiletforholdende må siges at være gode og der er også lige investeret i nogle familiebaderum. Køkkenet er det svageste led, da der mangler emhætter/ventilation, der skal betales for det varme vand og der mangler ordentlig opvarmning. (kun i køkkenet - toiletrum m.m. er dejlig varme) Pladsen virker meget velholdt og de generelle forhold er fine. Pladsen, som er en DCU-samarbejdsplads, er et ganske godt udgangspunkt for ture i Sønderjylland og ideel for indkøb af de våde varer m.m. i Tyskland.
Vi kan anbefale pladsen til de som skal "handle stort ind" i Tyskland og til de som ønsker ferie i det sønderjyske.
|