Pinseweekend d. 1. - 5. juni 2001 på Kragenæs Havn og Camping på Lolland. Vi ankom fredag den 1. juni 2001 og fik anvist flere pladser som vi selv kunne vælge imellem. Samtidig fik vi meldt os til campingpladsens arrangement Pinselørdag. Det var næsten som at komme hjem igen. Vi har tidligere ligget på Kragenæs Camping i for- og eftersæsonerne, samt et par år om vinteren. Læs en mere detaljeret beskrivelse af pladsen - klik her. Vi fik hurtigt installeret os ved siden af nogle bekendte og forteltet blev også sat op, da Pinsen jo tegnede til lidt ustabilt vejr. Lørdag kl. 18.00 var der Pinselørdagsarrangement og til dette formål var der rejst et mindre cirkustelt, samt nogle pavilloner til overdækning af nogle dejlige grills. Man skulle betale kr. 15,00 per person og så selv medbringe bestik, tallerkner og det mad man ville grille. Drikkevarerne kunne så købes til yderst rimelige priser. Trods et forrygende regnvejr blev det en rigtig hyggelig aften med musik, dans og folk der var i godt humør. Det var en glimrende måde at arrangere sådan en fest, da folk jo ikke kan klage over maden - de har jo selv tilberedt den. Klokken blev da også 2 om natten inden vi kom i seng og det kunne Tommy godt mærke - dagen der på. Så søndagen blev kun brugt til afslapning og rekreation oven på gildet. Mandag kørte vi til Købelev Haven som vi altid besøger når vi er på Lolland. Haven ligger et stykke fra campingpladsen i retning mod Nakskov. Efter Horslunde drejes til højre ved skiltet og derefter er der god skiltning til haven. Købelev Haven er et besøg værd uanset om det er forår, sommer eller efterår. Haven er opdelt i afsnit med blandt andet prydhave, kinesisk og japansk have. Det er også muligt at nyde medbragt mad i et særligt afsnit af haven og der kan købes kaffe, kager og is m.m. Der kan også købes planter, da haven har et lille planteudsalg. Se mere på Købelev Havens hjemmeside - klik her. Vi kan anbefale et besøg i den smukke have også selv om man ikke interesserer sig for haver, men bare kan lide at se på noget smukt. Se de smukke billeder som jeg har lånt på Købelev Havens hjemmeside.
Efter besøget i Købelev Haven kørte vi til Grøn Verden i nærheden ( god skiltning ). Grøn Verden er et beskæftigelsesprojekt for unge handicappede mennesker og det er indrettet i et par store nedlagte drivhuse. Her har man skabt en tropeverden med flotte palmer, frit flyvende fugle, bassiner og vandfald, bure med forskellige papegøjer m.m. samt et hyggeligt cafeteria og en souvenirbod. Vejret var hele pinsen lidt ustabilt og vi var da glade for at vi havde sat vores fortelt op, så vi i bygerne kunne side i tørvejr. Tirsdag den 5. juni pakkede vi sammen efter en dejlig lang weekend på Kragenæs havn og Camping. Vores bedømmelse af pladsen: Plus: Pladsen ligger lige ud til Kragenæs Havn og det er meget hyggeligt med den kombination af lystsejlere og campister man møder i de dejlige servicebygninger. Efterhånden er bevoksningen vokset sig stor og yder ganske godt læ. Fællesfaciliteterne er helt i top og der er rent og pænt. Værtsparret Martine og Carsten er søde og imødekommende. Der er gode handlemuligheder i den lokale skibsproviantering som ligger lige uden for pladsen. Det er muligt at gå ned til fiskerne og købe sig noget friskfanget fisk. Pladsen ligger godt for ture på Lolland og Falster. Af seværdigheder i nærheden kan nævnes: Knuthenborg Safaripark, Købelev Haven, Grøn Verden, Reventlow Museet, Nakskov, Maribo og meget andet. Minus: Der er egentlig ikke nogen minusser. Det skulle lige være varmtvandskapaciteten i køkkenet, når der er mange mennesker på pladsen. Men så kan man koge sig noget vand til opvasken - det er gratis.
|