St. Bededagsweekend d. 10. - 13. maj 2001

på Højsager Camping ved Fredensborg

Vi startede hjemmefra torsdag den 10- maj og vi havde besluttet at besøge Hillerød Camping. Efter en dejlig køretur i strålende solskin ankom vi til Hillerød Camping. 

Vi fandt hurtigt ud af at den plads vist ikke lige var noget for os, så vi vendte 180 grader og kørte mod Højsager Camping ved Fredensborg. Vel fremme blev vi modtaget i en dejlig lille butik/information og blev checket ind. Man bliver ikke tildelt nogen bestemt plads, men bliver bedt om at køre ned i modsatte ende og så selv finde en plads.

Da vi kørte ned gennem pladsen kunne vi se at der var mange fastliggere og vi var derfor lidt bange for at vi igen, som nomader, skulle have pladsens ringeste pladser. Men vi blev glædeligt overrasket for det var et forholdsvist stort område, hvor der var mange muligheder for at placere sig. Vi valgte en meget plan terrasse, hvor vi kunne indrette os. Toiletbygningen var heller ikke ret langt derfra, så stedet var ideelt for os. ( der skal jo slæbes vand - frem og tilbage )

Vi fik hurtigt indrettet os og kunne derefter gå en tur på pladsen. Der er som sagt en stor procentdel fastliggere på pladsen, men de er placeret på nogle små sideveje, så de syner ikke så meget. Men vi kunne da se at der var en del der får problemer, når det nye campingreglement slår helt igennem: der var store mobilhomes, gamle mosbegroede campingvogne og fortelte, der var lavet større eller mindre "haveanlæg" med fliser og bede. Men man ser det ikke fra stamvejen og turistpladserne. Pladsen har en dejlig beplantning.

Fredag var vi i Hillerød og se slotsparken bag Frederiksborg Slot. Det er en oplevelse at se de stramme linier der hører en sådan Barokhave til og at se de mange flotte bassiner, vandfald og springvand. Vi kan virkelig anbefale en sådan tur i parken og så er der jo Frederiksborg Slot, som altid er en stor oplevelse at komme ind at se. Vi var dog ikke inde at se det denne gang, da vejret var fantastisk - sol og 20-22 graders varme. På hjemvejen kørte vi en omvej via Gilleleje og Hornbæk og der er virkeligt smuk i Nordsjælland på denne årstid. Vel hjemme på campingpladsen startede vi grillen, hvor jeg stegte en herlig culottesteg.

Lørdag efter morgenmad kørte vi til Lousianna og var lidt kulturelle i et par timer. Parken er på denne årstid utrolig smuk og vi nød da også lidt kaffe og kage på terrassen med den storslåede udsigt over Øresund og Sverige. Der efter hentede vi vores datter og svigersøn i Birkerød og derfra kørte vi til Fredensborg Slotshave, hvor vi travede en længere tur. Herefter tog vi dem med hjem på pladsen til lidt grillmad. Senere satte vi dem på toget i Humlebæk - de skulle hjem og se Melodi Grand Prix med nogle venner.

Søndag formiddag checkede vi ud og det viste sig at det var rimelige overnatningspriser. Per person koster det kr. 50.00 og med DCU samarbejdsrabat blev det kun kr. 42.50 per næse per nat og strøm koster kr. 20 i døgnet.

Det er en pris som er yderst passende i forhold til faciliteter m.m.

Vores bedømmelse af pladsen:

  • PLUS: God beliggenhed for ture til Hillerød, Fredensborg, Helsingør og København. Godt læ på pladsen og meget fine pladser til kørende campister. Faciliteterne er enkle, men velfungerende, velholdte og rene. Der er det man har brug for - hverken mere eller mindre. Rimelige priser på overnatning, især hvis man er DCU-medlem. God butik, venlig og hjælpsom betjening. Til sidst: Vi kunne hver aften og nat høre nattergalen fløjte - det er bare herligt.

 

  • Minus: En smule larm fra de nærliggende veje, men dog ikke så det virker meget generende. Nok ikke så meget til familier med børn. Lidt for mange fastliggere.