Weekend d. 1. dec. til 3. dec. 2000

på DCU Camping Absalon i Rødovre. 

    

Vi ankom til Absalon Camping ved 15-tiden fredag den 1. december og vi fik, på grund af den megen regn, anvist en plads på autocamperpladserne. Her er der flisebelagt og det viste sig at være en god ide, da der var meget blødt på plænerne.

Vi har tidligere været på pladsen, men det er nogle år siden nu.

Fredag aften tog vi en tur i Tivoli, hvor der var julemarked. Vejret var rigtigt godt, så det blev en fantastisk oplevelse. Tivoli's træer var pyntet med en masse lyskæder og rundt omkring stod der fakler og fade med glødende trækul. Vi nød et par æbleskiver og lidt gløgg.

Lørdag kørte vi ind til København, hvor vi parkerede ved Christiansborg/Børsen og gik over til Strøget. Her var der liv. En masse musikanter underholdte og der var mange handlende. Vi gik ind på Købmagergades postkontor, hvor vi var heldige at få et par billetter til årets Julekoncert i Forum samme aften kl. 20.00.

Efter vi havde handlet lidt ind på Strøget og i Magasin, kørte vi et smut til Lyngby for at besøge noget familie. Her fik vi serveret en dejlig nylavet suppe - så aftensmad skulle vi ikke tænke på, når vi kom tilbage til Absalon Camping.

Efter at have "frisket" os lidt op i campingvognen, kørte vi godt kl. 19 ind mod Forum.

Det viste sig at være fornuftigt at køre så tidligt. Det var næsten umuligt at opdrive en parkeringsplads i nærheden, men 10 min. før koncerten skulle begynde, fandt vi en plads og vi måtte løbe over til Forum. Hæsblæsende ankom vi præcist kl. 20.00 og fik da også tid til at finde vores pladser før koncerten startede.

Koncerten var en meget stor oplevelse. Stig Rosen, Tommy Körberg, Oslo Gospel Choir og  musikerne gav os en uforglemmelig oplevelse. Lyd, lys og alt andet var helt perfekt og de optrædende gav alt hvad de havde i sig. Koncerten sluttede kl. ca. 10.30 og vi kørte hjem i vognen, hvor vi nød lidt vin og lidt natmad.

Søndag sov vi længe, men endelig kom vi da op. Jeg hentede lidt morgenbrød og en frisk avis.

Vi afregnede med pladsen og fik lov til at blive der til ud på eftermiddagen. Vi kørte ind til Frederiksberg Have, hvor vi var inde i Det Kongelige Haveselskabs have og se det flotte julemarked der.

 

Efter en stund her kørte vi tilbage til Absalon, pakkede vognen sammen og kørte hjem.

Vi havde haft en dejlig weekend i København og var nu kommet i godt julehumør.

 

Lidt om DCU Camping Absalon: Pladsen ligger i Rødovre ud til Roskildevej. Der er desværre en del larm fra fly, Roskildevejen og den nærved liggende motorvej.

Ellers er pladsen en grøn plet midt i storbyen og dens beliggenhed gør den velegnet netop til oplevelser i København

  • Plus: Beliggenhed tæt ved hovedstaden.

  • Minus: Megen støj fra omgivelserne, pladsen virker lidt "rodet", overnatningsprisen er, selv med DCU-rabat, for dyr i forhold til faciliteterne.

Pladsen vil vi alligevel anbefale til campister, som vil opleve København - sommer og vinter.