Sommerferie 2004

i bl.a. Ardeche, Frankrig.

Igen i år ville vi til Sydfrankrig og denne gang i følgeskab med nogle danske venner og noget familie fra Norge.

Fredag den 16. juli startede vi hjemmefra og kørte direkte til rastepladsen Hylkedal ved Kolding, hvor vi havde aftalt at mødes med vores familie der kom direkte fra Norge.

Vi havde i marts købt en PDA med TomTom Navigator og den havde fungeret rigtigt godt i alle måneder, men da vi skulle køre fra rastepladsen og ruten til Hamburg blev lagt - døde den helt. D.v.s. at programmet låste og ikke kunne startes igen. Ærgeligt, da vi havde store forventninger til at køre med denne på ferien, så min kone kunne aflastes som kortlæser.

Nå, Hamburg skulle vi jo nok ikke have problemer med at finde og vi kørte sydover, hvor vi ankom til Campingplatz Schnelsen Nord lige ved motorvejen. Jeg havde været der sidste år (se mere under Sommerferie 2003) og havde haft nogle dejlige dage der. De pladser vi i år fik anvist lå ret tæt på støjvolden til motorvejen og der var en del larm fra denne, men ellers er pladsen velordnet og godt udstyret.

Veteranbådtur i Hamburg

Vejret havde ikke været det bedste da vi startede hjemmefra, men i Hamburg viste det sig fra sin bedste side og vi fik nogle dejlige dage i byen med både gå- og sejlture. Om mandagen ankom vore venner så til pladsen og jeg kunne få få min navigator geninstalleret  så den igen kunne bruges i ferien.

Tirsdag ved ca. ni-tiden kørte vi alle længere mod syd. Målet var campingpladsen Camping Freibad Echternachbrück på grænsen til Luxembourg. Undervejs ad motorvej A1 fik vi nogle kraftige tordenbyger, men ellers forløb turen fint uden de store kø-dannelser. Vi kørte ca. 550 km. den dag.

Campingpladsen viste sig at være lidt overfyldt og det havde lige før vi ankom regnet voldsomt, så rengøringen af toilet og badefaciliteter var meget ringe og blev ikke bedre mens vi var der. Lidt synd da man havde investeret i helt nye toiletbygninger. På pladsen er der et badeland som var populært hos børnene. Det var flest hollændere på pladsen som ligger præcist på grænsen til Luxembourg lige ned til en lille flod.

Vi ville første aften ud at spise og gik nogle få hundrede meter til en bro, som vi krydsede og nu var vi pludseligt i Luxembourg i den lille hyggelige by Echternacht. Her fandt vi et udmærket  spisested hvor vi fik et godt måltid. Senere gik vi en tur rundt i byen, som virker meget fransk med hyggelige gågader og fortovsrestauranter og vejret var rigtig flot og lunt.

Onsdag kørte vi en tur rundt i Luxembourg. Især området der kaldes "Det Luxembourgske Schweiz" lige uden for Echternacht imponerede os meget med de meget mærkelige klippeformationer med store sprækker. Vi har aldrig set noget lignende og vi kørte en del rundt i området.

Luxembourgske Schweitz

Torsdag kørte vi videre sydover, dog uden vore danske venner som ville tage den mere med ro. Vi havde udset os campingpladsen Camping St. Vital i Cluny som mål og TomTom fortalte at afstanden var ca. 570 km.. Ruten gik gennem Luxembourg og videre via Metz, Nancy og Dijon til Macon Syd afkørslen. Her kørte via rute N79 mod nordvest til Cluny.

Vi har for år tilbage besøgt byen og campingpladsen og har aldrig glemt denne dejlige oplevelse. Pladsen er stadig flot, velholdt og godt udstyret i gå-afstand til byen. Vi lå på pladsen frem til lørdag og vejret var fantastisk varmt og dejligt. Byen er et kapitel for sig selv med hyggelige handlegader, restauranter, et gammelt, stadigt fungerende stutteri fra Napoleonstiden og et gammelt middelalderkloster. I området laves en rigtigt god gourmet-øl - Clugny-øl, som vi varmt kan anbefale.

Udsigt fra campingpladsen i Cluny

Campingpladsen kan vi klart anbefale. Der er også et kommunalt svømmebad lige ved siden af, som er gratis at benytte for campingpladsens gæster. Prisen er også yderst rimelig: € 49,50 for 5 voksne i to døgn med strøm.

Lørdag den 24/7 drog vi videre til campingpladsen La Residence i byen St. Remeze i Ardeche, hvor vi havde bestilt plads en uge. Som I sikkert har opdaget er det et sted vi gerne vender tilbage til jævnligt. Det er altid dejligt at komme tilbage og møde Zahia og Allans gæstfrihed. Vi kørte ca. 280 km. og havde ikke de store problemer med kødannelser, selv om vi valgte ruten direkte igennem Lyon. Navigatoren viste trofast vej direkte gennem Lyon, så det bød ikke på noget problem at finde vej, men trafikken var tæt hele vejen sydover. Vejret var også fantastisk varmt og dejligt, så det halve Frankrig var vist på vej til Middelhavet. De første par dage på campingpladsen blæste der en frisk Mistral-vind og da det, i følge Allan, ikke havde regnet i to måneder støvede det en del.

Allan har bygget ny receptionsbygning og indkørslen er ændret så der er bedre plads til vogntogene.

Søndag formiddag gik vi ned på torvet i St. Remeze, hvor der er et lille marked. Her fik vi handlet lidt ind og smagt på områdets specialiteter, så som honning og vine. Om eftermiddagen kørte vi ned til Grotte de Madeleine - en drypstenshule som altid er et besøg værd. Uden for grotten er der også et fantastisk view udover Gorges de L'Ardeche - den flotte slugt hvor floden i bunden bugter sig gennem landskabet. Hjem igen og få tændt op i Cramergrillen.

Grotte de Madeleine

Mandag formiddag holdt Allan sin ugentlige information til nyankomne campister. Her giver Allan nogle meget værdifulde tips om seværdigheder, handlemuligheder, campingpladsens aktiviteter i den indeværende uge m.m.

Vi kørte derefter til byen Ruoms, hvor vi fik handlet og gået en tur i den charmerende by. Der blev da også tid til en dejlig kold øl på en af de mange fortovsrestauranter. Om eftermiddagen deltog vi i Allans vintur, som først starter på Allans vinmark, hvor den snart berømte La Residencevin vokser. Her fortæller Allan om alle vindyrkningens facetter og senere går man så over til Claude Dumarcher. Her hældes der villigt op i glassene, så mange af Claude's dejlige vine kan opleves.

Tirsdag ville vi køre en længere vintur til den østlige side af Rhone-floden. Nordmændene havde mere lyst til at køre ned til floden for at bade.

Vin-universitetet i Suze la Rousse

Vi kørte først til Suze la Rousse og videre til Rochegude, hvor vi lige måtte ind og smage på varerne og købe nogle gode flasker. Derefter kørte vi til Beaumes de Venise hvor vi også måtte smage på de berømte søde dessertvine lavet på Muscat-druen. Dem måtte vi have en kasse af. Så kørte vi op i et usandsynligt flot bjerglandskab som ligger lige nord for Beaumes de Venise og som strækker sig lige op til Vaison-la-Romaine. Det var et fantastisk landskab med mange flotte views.

Flotte udsigter på den østlige side af Rhone

Så kørte vi til Vacqueyras og videre til Gigondas, hvor det også blev til lidt smagsprøver og indkøb. Turen gik nu videre til en af vore favoritvinbyer Rasteau. Her købte vi stort ind med Cotes du Rhone Village på bag-in-box og nogle rigtig gode flasker. Nu gik turen hjem til campingpladsen med Bora'en godt læsset ;o)

Onsdag kørte vi først til den dejlige lille by Saint Montant som, takket være nogle driftige unge menneskerer, nu næsten er helt restaureret og opbygget efter at have været næsten helt uddød og forladt. Oppe på toppen af byen ligger en borg og det er det sidste man mangler at genopbygge. Genopbygningen sker med respekt og efter de gamle byggetraditioner.

St. Montan

I byen ligger der keramiker Terre et Feu, som laver noget meget flot keramik med et meget speciel glasur som er brændt efter en gammel japansk teknik - kaldet Raku. Her fik vi købt nogle flotte og unikke souvenirs.

Så kørte vi af nogle smukke veje til den større by Aubenas, hvor vores norske svoger ville have os til at købe noget specielt øl der brygges der. Desværre havde bryggeriet middagslukket, men vi fandt og købte øllet i en butik så vi ikke havde kørt forgæves. Nu trængte vi også til en kold øl som vi nød inde i byen, som er fra middelalderen med gammel borge og ringmure.

Torsdag kørte vi sydpå til Camargue'en som ligger syd for Arles. Camargue'en er et kæmpe vådområde hvor Rhone løber ud i Middelhavet. Her er der vilde heste, flamingoer og en meget speciel fauna. Dog så vi ikke nogle vilde heste, men en masse flamingoer.

Flamingoer i Camargue'n

Vi var nede ved en lille by Salin-de-Giraud, hvor der udvindes enorme mængder Middelhavssalt i store inddæmninger med vand der ligefrem lyser violet.

Yderst ude ved Middelhavet var der en kæmpe badestrand som var yderst populær. I hvert fald vrimlede det med biler og mennesker.

Vi fik lyst til at køre til Les-Baux-de-Provence, som vi har hørt så meget om. Navigatoren foreslå os at tage en kabelfærge over Rhone - så det gjorde vi.

Les-Baux-de-Provence

Byen er en meget speciel oplevelse, da den ligger i et et meget specielt landskab og på toppen af nogle klipper. Den må vist have været ganske svær at angribe i middelalderen, hvilket nok også er grunden til at man gad at slæbe alle de sten derop. Dog synes vi at det måske er lidt opreklameret og det vrimlede da også med turister, så efter en rundtur i byen kørte vi videre hjem til La Residence. En ganske lang tur, hvor navigatoren klarede det rigtigt godt.

Om aftenen deltog vi i fællesspisningen på pladsen og nød Zahia's dejlige paella. Som sædvanligt er Zahia's mad altid en oplevelse og når den så ledsages af dejlige lokale vine bliver det en totaloplevelse.

Vi blev vist lidt opstemte og det blev ganske sent før vi lagde os.

Fredag blev ren afslapning og vi benyttede lejligheden til at pakke lidt sammen og få gjort de sidste vin-indkøb.

Lørdag kørte vi atter nordover igen og på grund af det gode vejr var lange køer i modsat retning (sydgående), men nordover var der god fart i bilerne. Dog var der meget tæt trafik igennem Lyon, men navigatoren viste vejen igennem perfekt.

Ud på eftermiddagen begyndte vi at tænke på at finde et sted at overnatte og valget faldt på Camping Lac Liez - lige uden for den dejlige by Langres.

Pladsen ligger på en skråning ved en opdæmmet sø, der bruges til at regulere vandstanden i kanalerne. Pladsen har alt hvad hjertet kan begære: standpladser med vand og afløb, flotte og rene toiletbygninger, svømmebassin, restaurant og flotte hytter. Alt ser ud til at være ganske nyt.

Søndag tog vi ind til Langres, som er omgivet af nogle gamle bymure. I det hele taget er der mange flotte bygningsværk fra middelalderen og det er tydeligt at se at det har været en vigtig by i fortiden. Vi vandrede lidt rundt i byen, men det var meget varmt så vi opdagede et lille mini-tog som vi hoppede på og det var straks en mere behagelig måde at komme rundt i byen på.

Langres

Toget kørte på kryds og tværs i byen, for slutteligt at køre op på ringmuren rundt om byen. Her var der fantastisk udsigt ud over landskabet. En sådan tur kan anbefales og man får udleveret en lille "radio" hvor man, på engelsk, kan følge med i beskrivelserne af huse og fæstningværk.

Mandag kørte vi videre via Luxembourg og videre ad samme rute (A1) som vi kørte på vej nedover.

Ud på dagen synes vi at det var på tide at finde en campingplads for natten. Vi så på vores kort at der var en plads i en lille by ikke så langt fra motorvejen og kørte efter denne. Desværre viste det sig at pladsen var lukket for mange år siden. Mærkeligt at den stadig var på vores 2004 kort.

Jeg havde inden afrejsen downloadet nogle POI's (punkter af interesse) over nogle campingpladser til vores TomTom-navigator og klikkede mig frem til en i nærheden. Nu gik gik det op og ned i bakkedale på smalle veje og pludselig var der vejarbejde med en total spærring af vejen. Jeg måtte nu bakke nedad en meget smal vej og få vogntoget vendt og vi kørte videre af en alternativ rute. Ak, da vi nåede frem via navigatorens hjælp viste det sig at der aldrig havde været en campingplads der. Altså måtte nogen havde lagt nogle fejlbehæftede POI's ud på nettet. Jeg slå igen på TomTom og fandt nogle pladser i nærheden af en opdæmmet sø - Bigge See - nordøst for Køln. Igen gik det op og ned for til sidst at gå rigtig meget stejlt opad. Der stod ikke nogen skilte og stigningen blev større og større og vejen smallere og smallere. Til sidst stoppede jeg da vi var nået et punkt hvor der, efter min mening kun kunne være gedestier tilbage. Min svoger kørte lidt længere op og ganske rigtigt lå der en plads, men den lukkede for indtjekning kl. 19.00. Vi vendte derfor og kørte ned til Bigge See igen og fandt en anden plads. Den havde også lukket kl. 19.00. Efter at have prøvet et par andre steder, som også var lukket valgte vi at køre på en stor rasteplads på motorvejen. Vi alle fem fik alligevel en nogenlunde overnatning selv om det var en rasteplads med tankstation og restaurant. Tilsyneladende er de campingpladser rundt om Bigge See beregnet på kun fastliggere og man er åbenbart ikke interesseret i turister.

Tirsdag gik det nordover igen og vi nåede den dejlige campingplads Frigård Camping i Kollund i Danmark. Frigård Camping er en rigtig dejlig plads med tip top faciliteter. Alle bygninger ser ud til enten at være nyrenoverede eller helt nye og der er et dejligt badeland. Der er også en masse for børn i alle aldre og det ser ud til at man har satset meget på børnefamilier.

Onsdag. Efter en dejlig overnatning på denne skønne campingplads stod vi op i ro og mag. Efter morgenmaden pakkede vi sammen og det var nu tid til at tage afsked med vores norske familie, som skulle videre nordover og tage færgen videre til Norge. Det var skønt med et godt selskab på ferien og jeg tror vi alle har haft en dejlig ferie.

Vi kørte videre til Trelde Næs "Supercamping", hvor nogle andre af vores venner havde lagt sig. Her kunne man bruge Campingcheque og vejret var jo stadig fantastisk. Vi fandt os en god plads, fik installeret os og fandt vore venner på pladsen.

Torsdag kørte vi alle til Løveparken i Givskud, hvor der altid er gode oplevelser at få. Da vi kom hjem kom der et ungt par med en ny stor Knaus og de skulle ligge på pladsen ved siden af i efter-sæsonen, men der var ikke meget plads til vognen der, da en fastligger havde lagt sig ca. 1 meter ind på deres stykke og de gik derfor op i receptionen for at få  en anden plads, da man ikke kunne holde brandsikkerhedsafstanden på 3 meter. Da de senere kom tilbage spurgte de om det gjorde noget at afstanden ikke kunne holdes og da vi skulle rejse hjem lørdag sagde vi OK. De fortalte at folkene i receptionen havde sagt at man der var ligeglade med om man ikke kunne holde de 3 meters afstand !!!!  Supercamp ???

Trelde Næs campings opfattelse af sikkerhedsafstand

Fastligger på afveje. Træet markerer skel !

Fredag gik vi tur på Trelde Næs. Turen kan anbefales da der er en meget flot natur, et dejligt stisystem og skønne udsigter ud over fjord og bælt.

Troldskoven på Trelde Næs

Senere gik vi en tur rundt på campingpladsen. Pladsen har for det meste udmærkede faciliteter og et dejligt badeland, men pladsen er ikke "helt super". Flere steder så vi overfyldte og defekte el-tavler.

Generelt set er pladsen fin og den ligger i et meget smukt område lige ud til kysten, men det er utilgiveligt at man ser stort på sikkerhedsafstanden.

Om aftenen kørte vi et stykke væk fra pladsen og så enkeltstarten i Post Danmark Rundt, hvilket var en oplevelse.

Lørdag pakkede vi sammen og gik over i receptionen for at tjekke ud. Vi blev lidt forundret da vi skulle betale med vores  Campingcheques, da vi skulle betale et "miljøgebyr" på kr. 10 - hvilket man ikke ifølge deres prisliste skulle hvis man overnatter til normal takst, En smart måde at få lidt mere ud af Campingcheque-ordningen.

Vi kørte nu hjemover, mætte af oplevelser på en dejlig varm ferietur på godt 3 uger.

Til forside