Weekendtur d. 22.-23. september 2000

på Halsskov Camping, Korsør.

 

Denne weekend lovede meteorologerne godt vejr og vi besluttede at lægge os på Halskov Camping i Korsør.

 

Vi ankom fredag kl. ca. 16.30, men på trods af at pladsen skulle være åben hele året var der var ikke nogen at checke ind  hos og bommen var lukket (på bommen var der et skilt hvor der stod at den var lukket mellem kl. 22.00 og 7.00 ?). Der stod et telefonnummer i døren og vi ringede dertil, en venlig ung mand forklarede os hvordan bommen skulle lukkes op og sagde at vi bare kunne køre ind på pladsen.

 

Vi fandt os en udmærket plads og fik installeret os. Vi gik op for at se hvorledes toiletfaciliteterne så ud, men dørene var låst. Igen fat i telefonen og høre hvordan man kom ind der. Tommy blev "guidet" hen til en kasse hvor der lå nogle nøgler - fint, nu kunne vi altså også benytte toiletterne på pladsen.

 

Toiletbygningen viste sig desværre at være nedslidt, misligholdt og meget  utidssvarende. Generelt viste pladsen de samme tegn. 

 

Det er synd da pladsen ligger rigtigt godt ned til en dejlig badestrand, der er dejlige vandrestier langs kysten og fra dele af pladsen er der flot udsigt til Storebæltsbroen.

Solnedgang ved Halskov Camping - ©Tommy Hansen

 

Men vi havde en skøn weekend med rigtigt godt vejr og nogle fantastisk flotte solnedgange lige bag ved broen.

 

Vores bedømmelse af pladsen:

 

  • PLUS: God beliggenhed tæt ved strand og Korsør by. God udsigt fra dele af pladsen.

  • MINUS: Pladsen ser overalt misligholdt og slidt ud. At kalde pladsen for åben hele året er vel en sandhed med modifikationer. Pladsen kunne med en ny kombineret servicebygning/reception og butik blive et virkeligt aktiv for Korsør Kommune som ejer pladsen.